Code challenge
Workshop
Introduktion
Denne workshop handlede om at lære og forstå de basale logikker bag kodning og programmering gennem en visuel og praktisk øvelse kaldet Fabrikken.
Formålet var at løse forskellige opgaver ved at flytte kasser mellem en Inbox og en Outbox ved hjælp af simple kommandoer. Workshoppen gav en introduktion til, hvordan programmering fungerer gennem logisk tænkning og problemløsning.
Process
I workshoppen arbejdede vi os gennem 10 forskellige levels i grupper. Hvert level havde et sæt instruktioner og kommandoer, som skulle bruges for at løse opgaven.
Vi startede med level 1, som var meget simpelt. Her arbejdede vi kun med kommandoerne Inbox og Outbox, hvor formålet var at flytte ting fra inbox til outbox i samme rækkefølge. Denne rolige start gjorde det lettere at forstå, hvordan “Fabrikken” fungerede.
Efterhånden som vi kom længere gennem levelsene, blev der introduceret flere kommandoer. I level 2 lærte vi kommandoen Jump, som gjorde det muligt at hoppe til et andet sted i instruktionerne. I level 3 kom der et bord med i spillet, og her lærte vi kommandoen CopyFrom, hvor man kunne kopiere noget fra båndet. Senere lærte vi også CopyTo, så man kunne kopiere noget til et nyt sted.
På de senere levels blev vi introduceret til kommandoerne Add, Sub og JumpIfZero. Opgaverne startede relativt nemt, men blev gradvist sværere – især efter level 5, hvor der var mere fokus på logik og planlægning.
Undervejs arbejdede vi i grupper om at finde løsningerne. Når vi mente, at vi havde løst et level, skulle vores løsning godkendes af læreren. Hvis der var fejl, fik vi hjælp til at forstå problemet og blive guidet til selv at finde den rigtige løsning.



Refleksion
Jeg var positivt overrasket over denne workshop. Kodning er ikke en af mine stærkeste sider, og jeg troede derfor, at det ville blive en meget svær og mentalt udmattende dag. I stedet endte det med at være en hyggelig og lærerig workshop.
Det var anderledes end forventet, fordi vi ikke arbejdede direkte på computere, men i stedet brugte sticky notes og fysiske elementer til at visualisere programmeringen. At kunne se det hele lagt ud foran sig gjorde det meget lettere at forstå logikken bag programmering.
Jeg synes også, at arbejdsformen gjorde samarbejdet lettere. Man kunne tydeligt se hinandens tanker, diskutere løsninger og hurtigt rette fejl undervejs. Det gjorde processen mere overskuelig og mindre frustrerende.
Generelt synes jeg, at workshoppen var en positiv oplevelse. Selvom jeg stadig synes, at kodning kan være svært, føler jeg, at workshoppen gav mig en bedre forståelse af de mest basale principper inden for programmering.
